DBU: VAR rettede 70 kampafgørende fejl i Superligaen 2025/26

VAR bidrog til, at hele 70 forkerte afgørelser i kampafgørende situationer blev rettet i den forgangne sæson af 3F Superligaen. Det viser en evaluering fra DBU’s Dommerudvalg, som samtidig konkluderer, at der blev begået ni VAR-fejl i løbet af 2025/26-sæsonen. Det skriver DBU på sin hjemmeside.
Ifølge DBU var det den laveste andel af VAR-fejl i forhold til antallet af interventioner, siden systemet blev indført i 2020/21-sæsonen. VAR griber udelukkende ind i situationer, der potentielt kan afgøre en kamps udfald – altså mål, straffespark, direkte røde kort og tilfælde af fejlidentitet.
Flere kampe, men færre relative fejl
Tallene fra DBU viser, at der i de 198 kampe i sæsonen var 79 gennemførte VAR-interventioner, fordelt på 29 rene VAR-reviews og 50 gange, hvor dommeren selv gik hen og kiggede på en skærm ved banen. Af de 79 indgreb blev 70 vurderet korrekte, mens ni blev talt som fejl.
Til sammenligning havde sæsonen 2024/25 kun 62 interventioner og otte fejl, mens der i den første VAR-sæson i 2020/21 var hele 15 fejl fordelt på 66 indgreb. Det gennemsnitlige tidsforbrug pr. kamp landede i den seneste sæson på 57 sekunder.
Michael Johansen, der er formand for DBU’s Dommerudvalg, glæder sig over udviklingen, men understreger, at arbejdet fortsætter.
“Når vi evaluerer sæsonen, ser vi både på kvalitet og effektivitet. Tallene viser, at VAR bidrager til flere korrekte afgørelser i kampafgørende situationer, hvilket gør spillet mere fair, men de viser også, at vi skal fortsætte udviklingen. Det gælder blandt andet arbejdet med at gøre processerne hurtigere og mere smidige, særligt nu hvor der med de nye regler kommer et endnu større fokus på effektiv spilletid og håndtering af tidsspild,” siger Michael Johansen til DBU.
Fejl vil altid opstå
Dommerudvalgets formand pointerer samtidig, at fodbold aldrig kan gøres fri for fejlskøn, da dommergerningen fortsat vil bygge på vurderinger, der kan diskuteres.
“Fodbold skaber holdninger, og sådan skal det være. Der vil altid være situationer, hvor ikke alle er enige i dommernes vurderinger. Den debat er en del af sporten, og den ønsker vi absolut ikke at stå i vejen for. Samtidig er det en prioritet for os at være åbne om de situationer, hvor vi vurderer, at vi har begået fejl. Når det sker, stiller vi os frem og forklarer dem i løbet af sæsonen, og vi bruger dem aktivt i arbejdet med at udvikle vores dommere,” siger Michael Johansen.
Flere VAR-opgaver samles hos specialister
Fremadrettet vil DBU styrke specialiseringen blandt danske VAR-dommere. Det sker efter international inspiration, hvor flere forbund lader dommere opbygge særlige kompetencer inden for netop VAR-rollen frem for at rotere bredt mellem opgaver på og uden for banen.
Konkret betyder det, at flere VAR-opgaver samles hos færre dommere for at øge erfaring og ensartethed i beslutningerne.
“VAR er en særlig disciplin, som stiller andre krav end arbejdet på banen. Internationalt ser vi i stigende grad, at dommere specialiserer sig i VAR-rollen, og den udvikling ønsker vi også at understøtte i Danmark. Jo flere kampe man arbejder med som VAR-dommer, desto større erfaring opbygger man, og det skal være med til at styrke kvaliteten og ensartetheden i beslutningerne,” siger Michael Johansen.
Ifølge DBU vil et af de store fokuspunkter fremover fortsat være håndteringen af offsidesituationer, hvor målet både er at reducere tidsforbruget og gøre præsentationen af offsidelinjer mere forståelig for klubber, fans og tv-seere.
Deltag i debatten